Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores hverdag

En dag i Rosengården har en fast rytme. Det giver børnene en genkendelig hverdag med tydelige rammer, samtidig med at der er plads til leg, aktiviteter og fællesskaber.

Børnene er en aktiv del af hverdagens rutiner, og vi har fokus på, at de bliver mere selvhjulpne. De er for eksempel med til at hente madvogne til formiddagssnack, frokost og eftermiddagssnack. De øver sig også i at aflevere deres ble og hælde op fra kander.

Vi tror på, at når børnene lykkes med noget, de tidligere havde brug for hjælp til, bliver de stolte. Det giver dem mod på at prøve nye ting og en oplevelse af, at de kan mere, end de måske troede.

Morgen

Kl. 7 åbner vi fælles for både vuggestue- og børnehavebørn på stuen i stueetagen. Her er to af vores medarbejdere sammen med børnene, og der er gode muligheder for at vinke farvel til mor og far fra vinduespartierne.

Fra kl. 7.30 til 8 kan de børn, der ikke har spist morgenmad, få morgenmad. Kl. 8 møder en medarbejder fra hver stue ind og tager børnene med op på deres egne stuer.

Om morgenen har vi fokus på at skabe rolige legezoner og aktiviteter, hvor børnene kan lande og få en god start på dagen, samtidig med at de sidste børn bliver afleveret.

Kl. 9 holder vi samling på de enkelte stuer. I vuggestuen synger vi og laver sanglege. Vi taler om, hvilke venner der er kommet, og hvad der skal ske i løbet af dagen. Børnene har også opgaver i forbindelse med samlingen og dagens rutiner. Et barn hjælper for eksempel med at hente formiddagsmaden og dele den ud.

I børnehaven varer samlingen lidt længere end i vuggestuen. Her gennemgår vi dagen sammen og taler om de temaer og ting, der fylder blandt børnene. Vi taler om, hvad der skal ske, og hvem der skal hvorhen, når dagens aktiviteter begynder.

Vi opfordrer jer til at aflevere jeres barn inden kl. 9. På den måde kan I nå en god afsked på stuen, inden vi holder samling. Hvis I kommer efter kl. 9, beder vi jer vente med afleveringen, til samlingen er færdig, så vi ikke forstyrrer de andre børn.

Formiddag

Efter samlingen går vi i gang med dagens aktiviteter. Vi arbejder ofte i små grupper, fordi det giver børnene mulighed for at være sammen i mindre fællesskaber og arbejde med forskellige aktiviteter.

Vi er tæt på børnene i legen. Vi er med på gulvet, følger det, børnene leger, og sætter lege og aktiviteter i gang, når der er brug for det. På den måde kan vi understøtte legen og børnenes relationer. Vi har også fast planlagte aktiviteter med blandt andet fokus på sprog og motorik.

Vi tager som minimum på tur én gang om ugen. Vi bruger vores nærmiljø og de tilbud, der kommer fra Københavns Kommune. Det kan være ture i naturområder, til fælled eller i teater.

Frokost

Omkring kl. 11 spiser alle børn frokost. Herefter sover de vuggestuebørn, der har brug for det, en lur, mens børnehavebørnene går på legepladsen.

Eftermiddag

Omkring kl. 14 går børnene ind på stuerne, vasker hænder og spiser eftermiddagssnack. Det kan være alt fra frugt til koldskål.

Efter eftermiddagssnacken leger børnene på stuerne. Når vejret er godt, er vi også ude og lukker dagen sammen kl. 17 på legepladsen. Hvis vejret ikke er til at være ude, lukker vi på hver sin etage – én for vuggestuen og én for børnehaven.